Man kan spørge sig, om svalerne føler en slags lykke, når luften synes kun at bestå af dirrende, hvidgyldent lys. Denne formiddag svinger de sig i den næppe mærkbare brise højt over saltengene, som om usynlige sprængbrætter inviterer til vanvittige flyvemanøvrer.
De lader sig lige så lidt genere af synet af de arrogant og verdensmandsagtigt svævende, tavse måger som af sommerfuglene, der fornøjet tumler i hybenrosens duft.
Den varme sommerdag synes at gøre sig en smule lystig over livets gang. Mellem diget og Nordsøens sølvbånd, bølger det grønne i engen formfuldendt, som dannede det baggrunden for et teaterstykke.

Et hvidt, fint slør har ladet sig puste ud over den lyse himmel. Står man på broen mod havet og lader blikket vandre mod venstre over den glitrende, endeløse, udstrakte sandbanke, blændes man næsten uudholdeligt. I det fjerne svømmer alle konturer sammen i glasagtig, diset ubestemthed. Kunne det være havet eller begyndelsen på en gigantisk ørken eller verdens ende? Som et fatamorgana over den solrige dis svæver til højre omridsene af et fjernt pælehus.

Folk er imødekommende. Statister i godt humør i denne gyldent bestrålede iscenesættelse. Broen mod havet er som den indbydende vej midt ind i denne sommerlige romance.