Paul Kühl var den flotteste fisker på stranden - en kendsgerning, som ikke blot gav god næring til hans stolthed, men også til hans pengepung. Når de ferierende indfandt sig for at lade sig sejle over til sandbanken til det hærdende bad i brændingen, stod damerne i kø foran Paul Kühl. Kystbeboerne havde nemlig den elskværdige vane egenhændigt at bære de kvindelige landliggergæster til de små både, som brugtes for at overvinde det generende våde element mellem strand og sandbanke. Om den attraktive fisker altid nød de indbringende transporter lige så meget som hans fornøjede kvindelige kunder, melder dokumenterne ikke noget om. At behovet for mandlig muskelkraft og opkvikkende nordsøbølger indbragte mange velkomne 10-pfennigmønter i de indfødtes trange pengekasser, dokumenterer kronikørerne derimod med sikkerhed og velvilje.

Mon de fine damer beholdt skoene på, når Paul bød dem sine stærke arme? Badelivet var dengang trods alt et strengt moralsk anliggende: Adskilte strandafsnit til kvinder og mænd, godt befæstede badevogne og ærbar beklædning. Kuriøse forhold, når man sammenligner med de ugenerte forbipasserende på vor tids bro. Byen har netop spenderet halvanden million euro for at få denne fantastiske gangbro, der fører midt ud i horisonten. Omkring 500 meter er fornyet, i moderne, blidt svunget linieføring. En spadserevej til at slentre på, en vej hvor man blot kan nyde at opholde sig, og hvor man kan trække vejret dybt. Broen er den eneste af denne art ved den tyske nordsøkyst, og beslutningstagerne ved godt, hvorfor de forbliver tro mod den dyre gangbro på trods af alle angrebene fra naturmagternes side.