At stille et bad an som blot en udvendig rengøringsproces ville betyde tids- og vandspild. Noget lignende må den herskende mening have været, efter at menneskene i en fjern fortid først havde fået den tanke, at en vis kropshygiejne måtte være en fordel. Næppe en eneste kultur har reduceret det at bade til det ene formål, at bringe sig i en manérlig tilstand. Et bad, hvad enten det foregik i vand, i damp eller i hed luft, var for det meste en form for hovedrengøring, som blev kostbart fejret. Fysisk, psykisk og spirituelt skulle snavs og tyngende tanker løsnes og skylles bort.
Det ønskede resultat var et guddommeligt og velgørende velbefindende, og det selskabelige samvær var en væsentlig del af badet. De genialt udstyrede romerske termer eller de arabiske hamams er berømte. De var både badeanstalter og steder, hvor man snakkede hyggeligt sammen.

Nordsøen er så at sige altid og overalt nærværende her, hvor man følger de skønne opskrifter fra hamann, rhassoul og ayuveda eller reglerne fra de fjernøstlige helbredelseskunster. Nordsøen sikrer kvaliteten, hvor man bades, varmes, får damp, indsmøres i salver og kremer, børstes, masseres og får behandlinger. I badekarret og i bevægelsesbadet skvulper nemlig det nordsøhavvandet. Nordsøen leverer stedets frugtbare blanding af ler og planterester, som er aflejret af havet, slik, til renselse af kroppen. Gennem rav tilvejebringes energien til den dybe afslapning og den energiske harmonisering. Men der er ingen spor af den osmanniske tempelarkitektur eller af løgkupler her. Sandfarver, natursten og træ bestemmer indendørsarkitekturen. Overalt mærker man Nordsøens nærvær gennem de antydede badebroer og strandsilhuetter, gennem hvilezonerne, som er gennemtrængt af lys, og gennem et tidevandsbækken, hvor tidevandslovene symbolsk er antydede.